Mit natursted 1 Jesper

 Blog indlæg del 1

Mit natursted ligger i skovbunden, hvor jeg har udvalgt et område på cirka 10 x 10 meter. Det er et roligt og uforstyrret sted, hvor lyset filtreres gennem de unge trækroner se billede 1. Jorden er dækket af nedfaldne blade og grene, og man kan se små grønne planter begynde at bryde gennem det visne lag fra sidste år. Midt i området står to gamle træstubbe, som jeg ofte vender tilbage til. Jeg sidder tæt ved dem og iagttager, hvordan naturen arbejder videre langsomt og stille.

Der er noget trygt ved at være her. Når jeg sidder ved træstubben se billede 2 lægger jeg mærke til små bevægelser i skovbunden. Jeg ser bænkebidere kravle over barken og hører en fugl fløjte. Luften dufter let af fugtig jord og gamle blade. Jeg mærker, hvordan jeg på en eller anden måde selv prøver at falder til ro. Her er ikke noget, jeg skal nå, men jeg bliver alligevel forstyrret flere gange af tanker der popper op, og minder mig om arbejde og andre ting. Det er, som om naturen inviterer mig til bare at være ikke præstere, ikke handle bare sanse og lytte. Det minder om Clarks beskrivelse af being with (Clark, 2023), hvor det handler om at være sammen med naturen på dens egne præmisser.

Jeg lægger hånden på den ru overflade af stubben og mærker de forskellige strukturer. Nogle steder er den dækket af mos, andre steder er den helt tør. Når jeg lukker øjnene, kan jeg høre vinden i trækronerne den rasler i bladene og skaber små skift i lyset. Jeg prøver at forestille mig alt det liv, der gemmer sig under jorden, i træstubben og oppe i træerne. Der er en fornemmelse af, at naturen lever sit eget liv, uafhængigt af mig og alligevel føler jeg mig som en del af det hele.

Det er her, jeg oplever det Clark kalder slow knowledge en langsom, sanselig viden, der ikke kommer af fakta eller analyser, men af nærvær og tålmodighed. Jeg opdager detaljer, jeg aldrig ville lægge mærke til i et højere tempo: små insekter, fuglesangens variationer, farveskift i bladene. Det føles som om tiden går i stå, og jeg får lov til at være vidne til noget, der ellers er skjult.

Som pædagog ser jeg dette sted som et læringsrum, ikke i traditionel forstand, men som et sted, hvor man lærer gennem kroppen og sanserne. Jeg tænker på, hvordan beboerne også kan opleve denne langsomhed og fordybelse. Hvordan vi som fagpersoner kan støtte beboere i at ”gå af sporet” going off track (Clark, 2023) og finde nye veje i naturen, nye spørgsmål, nye oplevelser. Naturen viser os, at det ikke altid handler om at nå frem, men om at være til stede.

I fremtiden håber jeg at se endnu flere dyr og opleve flere sanselige øjeblikke på stedet. Måske kommer der biller frem i træstubben, eller fuglene bygger vider på reden i de unge træer. Jeg glæder mig til at følge årstidernes skiften her. At mærke hvordan kulde, varme, fugt og sollys ændrer oplevelsen af stedet. For mig er det en vigtig påmindelse om, at det at være i naturen ikke handler om at gøre noget, men om at være med noget i respekt og opmærksomhed.

                                                                         Billede 1

Billede 2